Forside

René Schmidt

(Foto: Malle Madsen)


Nyhed: Ny sang “Livet er ikke en drøm”
I perioden fra foråret 2020 frem til foråret 2022 var jeg som alle andre ramt af hårde udfordringer under corona. I en situation som denne har vi mennesker det med at søge sammen, men vi skulle jo holde afstand hvilket var nødvendigt. Mange af os havde coronahår, og brugte naturen og sange som inspiration til at komme helstøbt videre. Selv brugte jeg meget den enestående natur i Ganløse Eged som jeg føler mig privilegeret at bo ved, og naturligvis også sange. Dette gav mig lyst til at skabe en sang hvor jeg fornemmer at alle kan genkende sig selv i. Det har været en spændende udfordring og har givet mig en følelse af ro og varme – en oplevelse, jeg håber, at jeg her kan give videre. Når dette er sagt vil jeg lade sangen tale for sig selv (se video under “Video”).

I en tid hvor vi alle er bekendt med hverdagens ofte alt for hæsblæsende tempo, har jeg skabt et musikalsk univers, hvor jeg som troubadour inviterer publikum på en musikalsk rejse til forskellige tider, steder og stemninger.

Projektet som blev søsat i 2007 har jeg valgt at præsentere i syv koncepter:

Koncept nr. 1 Folkesange fra Danmark
Koncept nr. 2 Folkesange fra Skandinavien
Koncept nr. 3 Folkesange fra nær og fjern
Koncept nr. 4 Aakjær i ord og toner
Koncept nr. 5 René Schmidt synger julen ind
Koncept nr. 6 René Schmidt til reception eller fernisering m.v.
Koncept nr. 7 René Schmidt til fest (se under “Fest”)

Jeg har fået megen positiv respons, og jeg føler at jeg bevæger mig fra succes til succes (se under “Arrangørerne takker”)

Under den musikalske rejse underholder jeg som guitarist og sanger. Jeg fortolker sange og melodier fra den danske og udenlandske sangskat, men også evergreens fra film og revyer. Jeg synger på det danske sprog – og jeg akkompagnerer stemmen med en klassisk spansk guitar. Kort sagt: “Jeg synger på dansk og spiller på spansk”. Der spredes vibrationer der ikke blot skaber en hyggelig og intens atmosfære, men som også danner rammen om et repertoire hvor tankerne og fantasien kan rejse med, og hvor alle kan nynne med på de dejlige sange og melodier.

Udover et højt kvalitetsniveau, er en humoristisk og personlig optræden en naturlig del af mig. Jeg fortæller levende om forfattere og komponister – og fortæller også små lystige anekdoter.

Mit publikum er modne mennesker, der ligesom jeg, tænder på fortidens værker og nostalgien de repræsenterer.

Til de fleste arrangementer optræder jeg solo, men som en spændende variationsmulighed kan jeg eventuelt optræde med Mads Vinding. Han akkompagnerer suverænt på sin kontrabas (se under “Konstellationer”). Jeg kan eventuelt også optræde akkompagneret af pianisten Niels Balle.

Jeg har optrådt med koncerter for musikforeninger, kirker, omsorgscentre og kulturhuse m.v. (se under “Referencer”)

Til receptioner og ferniseringer m.v. understøtter jeg diskret og instrumentalt på min klassiske spanske guitar. Jeg sætter en stor ære i at musikken bidrager til en stemningsfuld atmosfære – og ikke virker dominerende.

Lidt om mig selv:

Født i året 1965. Som komponist er jeg blevet brugt flittigt af TV. Har bl.a. komponeret musik til:

– DR TV udsendelsesrækken “Turen går til..” der var på 26 afsnit, med Jens Okking som rejser igennem Danmark sammen med sine to sønner ad Marguriteruten. “Turen går til…” blev genudsendt og også vist på tysk TV.

– DR TV Sporten, hvor jeg komponerede kendingsmelodien til EM i kunstskøjteløb. Denne begivenhed der blev transmitteret fra Brøndbyhallen, blev gennemsnitligt overværet af 12 millioner seere.

– TV2 udsendelsesrækken “Vildmarksliv” der var på 4 afsnit, med Lene Gammelgaard som bestiger bjerge i Østrig, Sverige, Norge og Grønland.

– DK4 udsendelsesrækken “Anne-Vibeke Rejser” og “På tur til” (2001 – 2024)

Dertil har jeg siden 1991 komponeret musik til mere end 600 TV udsendelser – sendt på både danske og udenlandske TV kanaler, og har samarbejdet med en bred vifte af kendte danske skuespillere. Jeg er autodidakt, og jeg føler at jeg gennem årene har udviklet min egen stil.